presse.akkc.dk

100 års Disney-magi samlet i fortryllende isshow

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Onsdag den 21. december 2016

100 års Disney-magi samlet i fortryllende kæmpe isshow

”Lad det ske, lad dem se”. Den strofe har mange, store som små, Disney-fans sunget med på de sidste to år, og den sætning beskriver præcis det, der kan forventes, når Disney On Ice besøger GIGANTIUM i vinterferien 18. og 19. februar. Publikum lukkes ind i Disneys magiske verden og vil her opleve alle de kendte og elskede fortællinger blive forvandlet fra magi til virkelighed.

I vinterferien er det tid til at finde Mickey Mouse ørerne frem, og glæde sig til århundredets fejring af Disney. Mickey Mouse har taget alle sine venner med disse to dage. Minnie Mouse, Anders And, Simba, Aladdin, Elsa, Anna og mange mange flere. Det bliver en rejse gennem de kendte Disney-film. Fra Løvernes Konges savanne, til cowboys og spacerangers i Toy Story-universet. Fra de magiske flyvende tæpper i Aladdin til historier om Kristoff og alles ynglings-snemand Olaf.

Det største og mest spektakulære Disney On Ice show nogensinde. Det lover Feld Entertainment, som er holdet bag forestillingen. Det er et stjernespækket show, der besøger Aalborg lørdag 18. februar og søndag 19. februar, med flere end 50 kendte Disney-stjerner på is.

100 års magi
I mere end 100 år har Disney tryllebundet os med magi og historier, og det skal fejres. Århundredeshowet er en hyldest til arven efter Walt Disney og alle de højtelskede Disney-fortællinger. Mere end 14 klassiske og moderne Disney-historier, sing-alongs med de største Disney-hits, fantastisk scenografi, smukke kostumer og underholdning på dansk for hele familien er det, der er i vente til dette is-eventyr.

Prisvindene skøjteløbere
Foruden de velkendte Disney-stjerner byder showet også på et internationalt hold af prisvindende skøjteløbere, medrivende koreografier og mere end 30 hits som ”Hakuna Matata”, ”Du er min bedste ven” og ”Et helt nyt liv”. Der er med andre ord garanti for en ultimativ Disney oplevelse, når Disney On Ice indtager GIGANTIUM og fejrer 100 års magi – samlet i én stor drømmerejse med glædesfuld musik, elskelige karakterer og spændende destinationer.

Billetter til Disney On Ice lørdag den 18. februar og søndag den 19. februar er i salg, og de kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk samt ticketmaster.dk. Pris inkl. gebyr: VIP: 475 kr./ A: 370 kr./ B: 335 kr./ C: 270 kr. (børn til og med 2 år gratis adgang).