presse.akkc.dk

Aalborg Symfoniorkester siger tak for musikken

Birthe Kjær, Stig Rossen, Viggo Sommer, Guido Paevatalu, Signe Manuitt Asmussen, Louise Fribo og Anna David fra den danske musikverden siger sammen Søren Dahl som konferencier og Aalborg Symfoniorkester tak for musikken i en farvelkoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) for Ernst Trillingsgaard på hans sidste arbejdsdag søndag den 30. april.

I 2014 sagde Aalborg Symfoniorkester farvel til Aalborg Kongres & Kultur Center som fast koncertsal, da landsdelsorkestret rykkede til Musikkens Hus, og markerede et skifte i årtiers tæt samarbejde med AKKC.

Søndag den 30. april er det Ernst Trillingsgaard, der siger farvel efter mere end 30 år som stærk tovholder i Aalborg Kongres & Kultur Center. På denne allersidste arbejdsdag, har Aalborg Symfoniorkester ønsket at sige farvel og tak for musikken på vegne af Aalborg og Nordjylland – ja hele Danmark.

- For Aalborg Symfoniorkester og alle andre med hjerte for musikken i Nordjylland og Danmark er denne sidste aften helt speciel. Med mere end 30 år som direktør har han formået at gøre Aalborg til en kendt musikby i hele Danmark, siger musikchef Jan Kvistborg og fortsætter:

- Tænk for eksempel bare på, hvad parken med De Syngende Træer repræsenterer – 90 internationale stjerner, som han har fået til Aalborg, og hvor Aalborg Symfoniorkester har været heldig at spille til nogle af dem bl.a. Sting, Bryn Terfel og Kiri Te Kanawa. Derudover skal man føje alle de årlige kulturelle oplevelser til, tror det er i omegnen af 60-70 stykker hvert eneste år. Intet mindre end imponerende, og det vil vi gerne være med til at sige tak for på vegne af os alle sammen, og heldige 1500 kan komme ind og opleve koncerten og dermed hylde ham på hans sidste aften i førertrøjen for AKKC, siger musikchef Jan Kvistborg.

Med en perlerække af kendte danske sangere fra alle genrer, inviterer Aalborg Symfoniorkester i samarbejde med AKKC derfor til en koncertaften under overskriften TAK FOR MUSIKKEN til priser, som for 30 år siden. Birthe Kjær, Louise Fribo, Anna David, Viggo Sommer, Guido Paevatalu og Signe Manuitt Asmussen, Stig Rossen og Aalborg Symfoniorkesters 65 musikere vil gøre denne aften i AKKC til en mindeværdig aften.

- Alle kunstnere har haft et specielt samarbejde med Ernst Trillingsgaard og har derfor på denne aften ønsket at optræde for ham. Musikken skal tale sit eget sprog med Aalborg Symfoniorkester i ryggen og Søren Dahl som aftenens festlige konferencier, fortæller Jan Kvistborg.

Til at styre al musikken, har orkestret hyret dirigenten Henrik Vagn Christensen med det nordjyske oprind, der også sidst udgjorde makkerparret med Søren Dahl til orkestrets Farvel Nytårskoncert i AKKC i 2014.

Koncerten søndag den 30. april får plads til 1.500 publikummer, og priserne er som nævnt som for 30 år siden, hvor en A-billet kommer til at koste 175 kr., B: 150 kr., C:125 kr. og D: 100 kr. Billetterne sættes i salg mandag den 3. april kl. 12 i AKKC’s billetkontor tlf. 99 35 55 66 samt på akkc.dk og Ticketmaster.dk.


Kontaktpersoner:
Musikchef Jan Kvistborg ASO, T: 98131955, E: jk@aalborgsymfoni.dk
Pressechef Susanne Kabel AKKC. T: 99355574 E: sk@akkc.dk