presse.akkc.dk

H.K.H. Prins Henrik indviede egen skulptur i Aalborg

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Tirsdag den 8. november 2016

H.K.H. Prins Henrik indviede egen skulptur i Aalborg

Der var kongeligt besøg i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) tirsdag eftermiddag, da H.K.H. Prins Henrik indviede sin skulptur Abstrakt Torso, der nu kan opleves i det kunstfyldte kongres- og kulturhus.

Det var en meget glad og tilfreds Prins Henrik, der tirsdag eftermiddag kl. 16 ankom til AKKC, hvor AKKC direktør Ernst Trillingsgaard stod klar i velkomstkomiteen sammen med Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen, rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen Mads Duedahl og formand for AKKC’s bestyrelse og COO hos Bladt Industries, Peter Rindebæk.

Skulptur til glæde for byen
Anledningen til det kongelige besøg var indvielsen af H.K.H. Prins Henriks skulptur Abstrakt Torso, som har fået plads i foyeren til Aalborghallen, hvor den nu kan beundres af de ca. 500.000 gæster som hvert år besøger AKKC til musik og teater, messer, møder og konferencer.
Med til indvielsen var inviterede gæster, og det var en stolt direktør, der bød både prinsen og gæsterne velkommen til indvielsen.

- Det er en stor, stor ære for os, at Deres Kongelige Højhed har valgt, at AKKC kunne blive hjemsted for skulpturen Abstrakt Torso. Skulpturen, som Deres Kongelige Højhed om lidt selv afslører, vil uden tvivl vække stor interesse, glæde, snak og liv, ikke kun her i huset, men i hele Aalborg. Ligesom det vil være en interessant oplevelse for de mange nationale og internationale kunstnere og gæster, sagde Ernst Trillingsgaard i sin velkomsttale.

Kongelig indvielse
Og så kom det spændende øjeblik. H.K.H. Prins Henrik fik selv æren af at løfte sløret for Abstrakt Torso, som har fået en særlig plads i foyeren til AKKC’s største sal, Aalborghallen. Det var en både glad og stolt prins, der kunne fortælle, at skulpturen Abstrakt Torso hidtil har været lavet i både et lille og et stort format, men ikke så stor som den nye skulptur i AKKC.

- Jeg er glad for i dag at kunne afsløre en af mine skulpturer. Og også med en vis stolthed over nu at se den stå i disse flotte omgivelser. Kunst skal ses, røres ved og skabes. Kunst er en del af mit frirum. Processen er morsom og spændende, ligesom resultatet forhåbentlig er interessant og spændende for beskueren. Jeg håber, at skulpturen vil glæde de ansatte og alle gæsterne som dagligt besøger huset, sagde H.K.H. Prins Henrik i forbindelse med indvielsen.