presse.akkc.dk

Kansas City Stompers leverer swingende glad frokostjazz med sangfænomenet Rikke Mølgaard i front

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Fredag den 9. december 2016



Kansas City Stompers leverer swingende glad frokostjazz med sangfænomenet Rikke Mølgaard i front

Der er lagt op til en swingende og glad sidste søndag i januar, når Danmarks ældste jazzorkester Kansas City Stompers og sangerinden Rikke Mølgaard spiller op til frokostjazz den 29. januar fra kl. 12-15 i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Jazzorkestret Kansas City Stompers behøver næsten ingen præsentation efter mange årtier på jazzscenen. Orkestret er kendt for sin høje musikalske standard, der også spreder sig udover genrer som pop, soul og swing. Orkestret har ofte haft kendte sangerinder knyttet til sig, således har Sanne Salomonsen, Gitte Henning, Monica Zetterlund, Lill Lindfors, Etta Cameron, Daimi og Hanne Boel stået i front for dem på scenen. Niels Abild fra orkestret har dog et stort hjerte for sangerinden Rikke Mølgaard, der kommer med til Aalborg, og som han betegner som den bedste i orkestrets lange levetid.

Rikke Mølgaard blev opdaget af Stig Rossen, og har siden sunget med nævnte Stig Rossen, Johnny Logan, Big Fat Snake, Johnny Madsen og i Finn Nørbygaard show. Desuden har Rikke Mølgaard indspillet musik sammen med Elvis Presley Backing Group og optrådt sammen med Tivolis Bigband og DR UnderholdningsOrkestret. På tv har sangerinden været med i bl.a. Mariehaven og Stjerne for en aften på TV2 Charlie.

AKKC har tidligere haft frokostjazz på programmet, og den hyggelige tradition genoptages nu, hvor man udover Kansas City Stompers og Rikke Mølgaard kan nyde en frokostplatte fra Restaurant Papegøjehaven. Frokosten, der tilkøbes udover billetten, serveres ved de runde borde fra kl. 12-13 og koncerten i Radiosalen er fra kl. 13-15.

Billetter til koncerten kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 99 35 55 66 samt på akkc.dk og Ticketmaster.dk. Prisen for billetten er 225 kr., og frokostplatten der kan tilkøbes koster 158 kr.