presse.akkc.dk

Nordjyske indslag til Café Hacks Julekoncert

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Mandag den 7. november 2016

Nordjyske indslag til Café Hacks Julekoncert

Når Søren Dahl byder indenfor til hyggelig julestemning med Café Hacks Julekoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) onsdag 7. december kl. 20, er Nordjylland også repræsenteret på scenen. Skuespillerinde Anne Sofie Espersen og Nordjysk Pigekor gæster nemlig det populære juleshow.

Det er ikke længe siden, at de første navne til Café Hacks Julekoncert blev offentliggjort. Ida Corr, Martin Brygmann, Michael Falch, Wafande og Tobias Hamann blev her præsenteret som gæster i det populære juleshow, der både indeholder stemningsfuld musik og hyggelige interviews på scenen.

Nordjyske gæster til show i Nordjylland
Men der manglede et nordjysk isæt i showet, og det er Søren Dahl nu klar til at præsentere. Han har nemlig sørget for, at også nordjyderne bliver repræsenteret, når Café Hack for 10. år indtager julescenen i Aalborghallen. Her har skuespillerinde Anne Sofie Espersen og Nordjysk Pigekor sagt ja til at kigge forbi.

Anne Sofie Espersen, søster til politiker Lene Espersen, er blandt andet kendt fra tv-serierne Norskov og Borgen, satireshowet Live fra Bremen, julekalenderen Ludvig & Julemanden og filmene Klassefesten 2, Frit fald og Mørke. Derudover har hun tidligere været en fast del af holdet på Aarhus Teater, hvor hun blandt andet har spillet Sally Bowles i musicalen Cabaret og Nora i en moderne version af Et dukkehjem. I 2011 deltog hun i Vild med dans, hvor hun dannede par med danser Mads Vad og blev nummer 5.

Nordjysk Pigekor holder til i Hjørring og består af en gruppe sangglade piger i aldersgruppen 12-19 år, der dyrker korsang på højt niveau. Hvert år synger de op mod 20 koncerter og medvirker derudover også i både nytårskoncerter, prisoverrækkelser, radio- og tv-koncerter og meget mere. Hvert andet år tager koret på turné til udlandet, hvor de har berørt mange nationaliteter med deres smukke nordiske klang.

Juleshow med god musik og interviews
Café Hacks Julekoncert er efterhånden blevet en tradition for publikum at vende tilbage til år efter år. Scenen er pyntet op i ægte julestil, og udover de skønne musikalske juleindslag inviterer Søren Dahl en række af sine kendte gæster op på scenen til en snak om jul, traditioner og meget mere. I år byder han også velkommen til Tobias Hamann, der vandt 3. sæson af Den store bagedyst, så mon ikke der kommer lidt gode råd til julebagningen.

Café Hacks Julekoncert er ikke kun en forestilling, som kan opleves live i AKKC onsdag 7. december. Hele forestillingen optages og sendes i radioen på P4 søndag 25. december, så den kan hjælpe med at sprede julestemning 1. juledag hos danskerne.

Café Hacks Julekoncert er i salg og spiller i Aalborghallen onsdag den 7. december kl. 20.00. Billetterne koster A: 370 kr./B: 340 kr./C: 315 kr./D: 285 kr. inkl. gebyr. Billetterne kan købes i AKKC’s billetkontor
tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk samt ticketmaster.dk.