presse.akkc.dk

Ole Henriksen får Forårsprisen 2017

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Torsdag den 3. marts 2017

Ole Henriksen får Forårsprisen 2017

Ole Henriksen vender for en stund tilbage til sin hjemegn i Nordjylland, når han bliver tildelt Forårsprisen 2017 af Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag 31. marts. AKKC’s korrespondance med den populære hudspecialist og kosmetolog vidner om, at det bliver en meget glad og stolt prismodtager, der kommer ”hjem” til Aalborg.

Han er glad, han er smilende, han emmer af godhed, og han har aldrig i ét øjeblik lagt skjul på, hvor han kommer fra - Nordjylland. Ole Henriksen blev født 4. maj 1951 i Nibe, og i 1975 åbnede han sin første skønhedsklinik på Sunset Boulevard i Beverly Hills med produkter efter hans egne opskrifter, og han har behandlet stribevis af kendte Hollywood stjerner.

I dag på bor han stadig i Los Angeles, men Ole Henriksen har aldrig glemt sine danske, og ikke mindst nordjyske rødder. I Danmark er han kendt som ”Cremekongen”, og for sit glade og positive syn på verden, der blandt andet har givet sig til udtryk i det kendte Ole Henriksen udtryk ”I LOVE IT!”.

- Forårsprisen går i år til Ole Henriksen. Han skaber både glæde og sammenhold i Nordjylland. Han er en person, vi nordjyder er stolte over. Og meget væsentligt, så er han med til at bringe fokus på Nordjylland, ikke kun i Danmark men også internationalt. For eksempel nævner han en historie fra sin barndom i Nibe på sin internationale hjemmeside, og han er ofte ”hjemme” i Danmark, hvor han er en meget kendt og vellidt person, forklarer Ernst Trillingsgaard.

Ole Henriksen modtager personligt Forårsprisen på messen FORÅR ’17 i AKKC fredag 31. marts kl. 12, og han bliver prismodtager nummer 31 i rækken. Prisen består af en unik statuette af kunstneren Thorvald Odgaard, der kommer fra Ole Henriksens egen hjemby Nibe, samt 10.000 kr. og et diplom.

- Ole Henriksen er i den grad en værdig modtager af Forårsprisen, for han lever til fulde op til de kriterier, som prisen gives på baggrund af. Vores korrespondance med ham om prisoverrækkelsen er endnu et eksempel på, hvorfor netop han skal have prisen. Et mere positivt menneske, som oven i købet tager turen ”hjem” til Nordjylland fra Los Angeles for at modtage denne pris, findes simpelthen ikke, tilføjer Ernst Trillingsgaard.

Tidligere vindere af Forårsprisen tæller blandt andre, kogebogsforfatter og tv-vært Kirsten Hüttemeier, entertainer Niels Hausgaard, sanger Lars Lilholt, forfatter Jakob Ejersbo, racerkører Tom Kristensen, tekstildesigner Lene Bjerre, fodboldklubben Hobro IK Fodbold og direktør i JYSK Lars Larsen.