presse.akkc.dk

Rift om billetter til L.O.C. koncert i Aalborg

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Torsdag den 10. november 2016

Rift om billetter til L.O.C. koncert i Aalborg

Liam O’Connor er en populær herre. Aalborg Kongres & Kultur Center kan melde om få billetter tilbage (der er ca. 300 tilbage af de i alt 3120 billetter) til koncerten, der finder sted i Aalborghallen fredag den 2. december.

Op til flere gange er L.O.C. blevet betegnet som intet mindre end Danmarks bedst sælgende rapper. 15 år har han været i musikbranchen, og i den periode har han lavet hit efter hit. For at markere jubilæet tager han på turné til landets fire største byer, og fredag den 2. december lægger den populære rapper vejen forbi Aalborg.

30 hits på 15 år
10. album - 15 år - 30 hits. Sådan lyder undertitlen på L.O.C’s opsamlingsalbum ANNO XV, der indeholder 27 af rapperens største hits og tre nye numre, hvoraf det ene er den nye single ”Ti Fod Høj”. Til de fire koncerter fremfører rapperen hele albummet live, så der bliver i den grad tale om en sand hitparade.

Der er derfor lagt i kakkelovnen til en aften, hvor der både kan kastes håndtegn til ’Ung for evigt’ og samtidigt skråles med på ’XxxCouture’ og ’Frk. Escobar’.

Halvvejs gennem livet
Da L.O.C. for nyligt blev interviewet af Ritzau, fortalte han, at det, at han statistisk er halvvejs gennem livet, er noget han er opmærksom på: - Jeg kan godt finde på at sige til drengene ”husk, når du smider dig på sofaen i morgen og spiller PlayStation hele dagen, så har du en dag mindre”.

Selvom dette kan være et irritationsmoment for kammeraterne, så tilføjer L.O.C., at det jo er rigtigt nok. Så derfor mener rapperen, at man skal beslutte, hvad det er, man gerne vil nå.

Det kan nås endnu
Så hvis der er nogle, der tager L.O.C’s ord op til overvejelser og tænker, at en af de ting de gerne vil nå er at komme til koncerten i Aalborg, så er der tid endnu, da der stadig er få billetter tilbage.

Billetter til L.O.C fredag den 2. december er i salg og kan købes i AKKCs billetkontor tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk samt ticketmaster.dk. Pris inkl. Gebyr 345,- (ståplads)