presse.akkc.dk

Sissel Kyrkjebø til Aalborg

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Fredag den 28. april 2017 

Sissel Kyrkjebø til Aalborg

Julen 2017 fejres af Sissel Kyrkjebø med en turné i Norden i november og december. Onsdag 13. december bliver det Aalborgs tur til at nyde godt af sangfuglens skønne stemme, da hun giver en jubilæums-julekoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Ingen jul uden norske Sissel Kyrkjebøs skønne stemme. Det har hun efterhånden slået fast med sine julekoncerter, der er blevet set af over 1 mio. publikummer i de nordiske lande.

Sidste år gæstede hun AKKC med ’Sissels Jul’, og her var den ene koncert, AKKC satte i salg i første omgang, ikke tilstrækkelig. Derfor måtte programmet udvides med endnu en julekoncert. Nordjyskes anmelder gav koncerten hele 5 stjerner og skrev ”Sissel Kyrkjebø har (igen) lige banet vejen for den helt rette julestemning”.

Fra klassisk jul til soul og gospel
Med både band og kor indtager Sissel Kyrkjebø onsdag 13. december Aalborghallen med ’Sissel Jul’, denne gang i en 30 års jubilæumsversion, som med garanti får publikum i julestemning. Repertoiret spænder lige fra de klassiske julesange til både soul og gospelperler, som alle bliver tilsat den formidling og skønsang, som kendetegner Sissel Kyrkjebø.

På årets jubilæumsturné tager hun igen musikere og soulsangere i verdensklasse med. Fra London blandt andre Wayne Hernandez, der har optrådt med Tina Turner, Tori Amos og Madonna, Phebe Edwards, der er kendt for optrædener med Rod Stewart, Westlife, Adele, Donna Summer, James Brown og Jessie J, samt Sam White, der har sunget sammen med Duran Duran og Annie Lennox. Dertil amerikanske Tim Carmon som har spillet sammen med Eric Clapton, Paul McCartney, Stevie Wonder og Bob Dylan.

Verdenskendt sangerinde
Sissel Kyrkjebø bliver af mange nordmænd betegnet som ”The Voice of Norway”, men det er bestemt ikke kun i Norge sangerinden har slået sit navn fast. Hun er kendt over hele verden og har blandt andet sunget sammen med Plácido Domingo, Bryn Terfel, Josh Groban og José Carreras. Derudover er hun kendt for at være den smukke nynnende stemme på det Oscar- og Golden Globe-belønnede soundtrack til succesfilmen Titanic, ligesom hun også har lagt stemme til Disneys tegnefilm Den Lille Havfrue i både Norge og Danmark.

Sissel Kyrkjebøs jubilæumsturné tager hende til Norge, Sverige, Danmark og Island og har premiere i Gøteborg 22. november.

Billetter til ”Sissels Jul” onsdag den 13. december 2017 er i salg fra torsdag den 4. maj kl. 12, og kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk samt ticketmaster.dk. Pris inkl. gebyr: A: 499,- B: 474,- C: 449,- D: 424,-