presse.akkc.dk

Udsolgt til Thomas Buttenschøn

PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Tirsdag den 7. februar 2017

Udsolgt til Thomas Buttenschøn

Når Thomas Buttenschøn går på scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), kommer han til at stå foran en fyldt sal i Det Lille Teater. Koncerten med den krøllede troubadour 4 marts er allerede udsolgt.
Mange kan nok nynne med på Fantastiske Mandag, Smukkere End Smuk og mange af de andre populære sange, som Thomas Buttenschøn har udgivet de seneste ti år.

I forrige sæson gæstede Thomas Buttenschøn AKKC med to anmelderroste koncerter, og nu er han tilbage med endnu en udsolgt intimkoncert i de hyggelige omgivelser i Det Lille Teater. Sidst hæftede både publikum og anmeldere sig ved den gode musikalske oplevelse krydret med en stor portion humor, og nu har Buttenschøn igen pakket en række skønne sange og sjove historier til forårets koncert.

Eftertænksom troubadour
Thomas Buttenschøn er i løbet af årene gået fra at være Danmarks gladeste solskinstroubadour, med søde sange om kærlighed og gul sne, til for alvor at have noget på hjerte. Gennem sine hverdagsfortællinger, sjove anekdoter og musik, tager Thomas Buttenschøn sit publikum med på en følsom rejse, hvor der både bliver grint og grædt.

Til koncerten i AKKC har Thomas Buttenschøn valgt at lade bandet blive hjemme, og sangeren kan derfor opleves akustisk og solo.