Over 10.000 skal se Cirkusrevy i Aalborg
PRESSEMEDDELELSE
Aalborg Kongres & Kultur Center
Tirsdag den 22. juni 2010
Cirkusrevyen er en overlever
Endnu en ekstra forestilling med Cirkusrevyen i Aalborg Kongres
& Kultur Center er udsolgt, hvilket betyder at ca. 10.000
publikummer til september skal se årets anmelderroste revy
I søndags havde Cirkusrevyen inviteret til ekstra forestilling
på Bakken, hvor revyen spiller hele sommeren. Og publikum til den
udsolgte formiddagsrevy var opfordret til at komme i pyjamas, og
den opfordring var der rigtigt mange som fulgte.
Anledningen til denne specielle søndag for Cirkusrevyen var at
fejre Torben (Træskos) Pedersens 25 års jubilæum, og det blev gjort
med manér. For eksempel havde Ernst Trillingsgaard en to meter høj
og tre meter bred lagkage med. Torben Pedersen benyttede også
lejligheden til at takke sin gamle ven Trille, fordi han i 1985
kunstnerisk slog sig sammen med ham, og dermed reddede Cirkusrevyen
fra en truende lukning. Og den dag i dag er Ernst Trillingsgaard
kunstnerisk konsulent for Cirkusrevyen og med til at præge
sammensætning og valg af numre.
Til gengæld for hjælpen til Cirkusrevyen redningsplan fik Ernst
Trillingsgaard i sin tid lovning på, at revyen til enhver tid
skulle spille, hvor han var. Derfor kan Aalborg i dag, som den
eneste by i landet, byde velkommen til Cirkusrevyen fra 1.-5.
september. Og i år igen til udsolgte huse med i alt 10.913
publikummer. I alt er der på Bakken og i Aalborg solgt godt 155.000
billetter.
Yderligere informationer hos Ernst Trillingsgaard tlf. 20 73 55
01